Pressemeddelelse

”link up”
Møstings Hus, Andebakkesti 5, 2000 Frederiksberg,
9. sept. – 9. okt. 2005.

Udstillingen er kurateret af Ingela Skytte og Ingrid Kæseler.

Deltagende kunstnere: Viera Collaro (f. 1946) DK, Ann Edholm (f. 1953) S, Tiina Ketara (f. 1965) FI, Ingrid Kæseler (f. 1959) DK, Annika Simonsson (f. 1969) N og Ingela Skytte (f. 1955) DK.

Abstraktionen er grundvilkåret for udstillingens seks kunstnere. Nivelleringen af maleriet til et fokus på grundelementerne form og farve har op gennem det 20. århundrede været en hjørnesten i kunsthistorie og kunstteori, og det udforskes aktuelt skulpturelt, malerisk og installatorisk. ”link up” præsenterer to generationers arbejde med rummets og fladens abstrakte udtryk i en fortsat insisteren på repetitionens muligheder. De seks kunstnere arbejder meget forskelligt. Hver enkelt kunstners individuelle projekt sammenstilles med udstillingens samlede kuratoriske sigte, hvor formelle modsætninger mødes og går i dialog med hinanden. Organisk abstraktion modstilles linjens og grid’ets enkle strenghed på samme måde som systematik stilles overfor tilfældighed. På den måde fungerer udstillingen som en survey af abstraktionens mangfoldighed.

Udstillingen tager afsæt i den abstrakte kunsts “grand old ladies” såsom Agnes Martin, Anne Truitt og Yayoi Kusama og viser, hvordan kvindelige kunstnere i dag bearbejder det abstrakte formsprog, tilføjer det nye dimensioner og sætter det ind i en nutidig sammenhæng. Kvinder har siden 1970erne været stærkt repræsenteret indenfor den abstrakte kunst og det er derfor oplagt at sætte fokus på samtidens kvindelige kunstnere i en afsøgning af aktuelle udtryk og fortolkninger.

“link up” præsenterer kunstnere fra Finland, Norge, Sverige og Danmark. ”link up” er tænkt som en udstilling, der skal danne forbindelser og forme et netværk og derfra resultere i yderligere tiltag. Dette er den første udstilling.

Projektet er støttet af Nordisk Kulturfond og Grosserer L.F. Foghts Fond samt Kunstrådets fagudvalg for billedkunst og Kunstrådets udvalg for dansk billedkunst i udlandet.

Fernisering fredag den 9. september kl. 17-19.
Udstillingen er åben tirsdag – søndag kl. 11-16.

Yderligere information:

Kurator: Ingela Skytte: mail@ingelaskytte.dk, 4014 2405
Kurator: Ingrid Kæseler: mails@ingridkaeseler.dk, 6170 4190

Udstillingsleder, Møstings Hus: Anne Kielgast: anki02@frederiksberg.dk, 38 210 112